EN3A4720
elever i auditoriet
EN3A0193

Skoleliv

Dagene på EG byder på masser af undervisning og spændende faglige aktiviteter - både i og uden for klasselokalet. Lærerne sørger for, at undervisningen er varieret og tilpasset dig og dit niveau, og der er rig mulighed for at få hjælp til det skriftlige arbejde.

En varieret undervisningsdag

Undervisningen bygger, som alle skolens aktiviteter, på de tre EG-værdier – faglighed, engagement og rummelighed. Målet er at løfte dit faglige niveau, hvilket sker i et rum med plads til dig, og hvor du kan få indflydelse.

Skoledagen starter kl. 8.05 og består af op til fire moduler:

Modul 1: kl. 8:05 - 09:40

Modul 2: kl. 10:00 - 11:35

Modul 3: kl. 12:05 - 13:40

Modul 4: kl. 13:50 - 15:25

Du har hver uge et skema med en bred palet af fag, og i undervisningen møder du en række forskellige arbejdsformer, som skaber variation og udfordrer dig. Du kommer til at arbejde selvstændigt, men også i tæt samarbejde med holdkammerater, og du kommer til at møde opgaver og arbejdsformer, som passer til dit faglige niveau og læringsstil. Undervisningen evalueres jævnligt og anonymt, så du får mulighed for at give feedback på, hvordan den fungerer for dig. Samtidig bliver du spurgt om, hvad du selv kan gøre for at få et bedre udbytte, og hvordan samspillet i klassen optimeres. På den baggrund drøfter læreren og holdet eventuelle ændringer.

Ekskursioner

Der er en tæt forbindelse mellem det, du lærer i timerne, og det der sker i verden uden for skolen. Derfor giver det også god mening, at eleverne ofte tager på fagrelevante ture. Næsten alle fag gør brug af ekskursioner fx virksomhedsbesøg, naturvandringer, teater- og museumsbesøg eller de deltager i forskellige forskningsaktiviteter fx i samarbejde med Københavns Universitet.

Hjælp til de skriftlige opgaver – og tid til at være ung

Skriftligt arbejde fylder en del i gymnasiet og på HF - matematikopgaver, rapporter, analyser og essays mv. tager tid, men der er hjælp og vejledning at hente. I alle fag med skriftlige afleveringer indgår skrivemoduler, hvor klassen arbejder på skolen, og læreren fungerer som vejleder. Samtidig er der hver dag lektiecafé efter skoletid, hvor du også kan få hjælp i et hyggeligt studiemiljø med kaffe og kakao til at holde humøret oppe.

Vi har udviklet et IT-system, som sikrer, at opgaverne bliver fordelt jævnt over skoleåret, så du både kan nå dine lektier og samtidig have et socialt og aktivt fritidsliv. Ledelsen og elevrådet taler også løbende om arbejdspresset og arbejder sammen om at forebygge stress.

EN3A0526