EN3A0794

International politik for fuld udblæsning

Hvordan føles det at være en international toppolitiker? Under Model United Nations (MUN) ifører du dig jakkesættet og træder ind på den politiske scene. MUN er et fagligt rollespil, hvor gymnasiet i fem dage i november forvandles til FN i miniformat.

Konferencens forløb

Som deltager i MUN får du et unikt indblik i det politiske liv i en organisation som FN. MUN finder sted på skoler over hele verden, og på EG er det en af årets helt store begivenheder med ca. 450 deltagere – både fra EG og fra udenlandske gymnasier.

Hvert MUN har et overordnet tema, der er omdrejningspunkt for spillet. Som deltager får du tildelt et land, som du skal repræsentere i din komité eller kommission. Her har du mulighed for at diskutere og kæmpe for dit lands interesser og for at vise, hvad du dur til på talerstolen.

I komitéen vil de delegerede debattere forskellige resolutionsforslag, og debatten styres af udvalgte elever (chairs), hvis opgave det er at sørge for, at debatten foregår inden for de korrekte rammer. Resolutioner er forslag til løsninger af specifikke problemer af global karakter; fx bekæmpelse af AIDS, global ulighed, homoseksuelles rettigheder mm. I komitéen stemmes der - i forlængelse af debatten - om resolutionsforslagene, og der vil også være tid til forhandlinger mellem nationalstaterne (lobbying time), hvor de delegerede kan forsøge at påvirke hinanden til at stemme for eller imod.

Vedtagne resolutioner vil efterfølgende komme videre til General Assembly, hvor de forskellige komitéer og kommissioner samles. Her debatteres resolutionerne igen i det store forum, og den helt ”rigtige” FN-oplevelse indtræffer. Under afslutningsceremonien på skolens torv bliver den bedste delegation og den bedste delegerede kåret.

EN3A0730
EN3A1439

En stor social begivenhed

På EG går eleverne meget op i MUN, og de giver sig hen til oplevelsen med liv og sjæl. Mange af de tilrejsende elever indkvarteres privat og varige venskaber opstår. Om dagen holdes der på formerne – eleverne tiltaler oftest hinanden med landets navn – men når en travl dag på konferencen ender, så løsnes der op, og der er grin og glade stemmer til de middage, som afholdes for komitéerne. Der er desuden en stor officiel fest, hvor afviklingen af konferences fejres med musik, dans og hygge.

EGMUN lever også resten af året. De aktive elever mødes jævnligt, og der arrangeres rejser til MUN-konferencer i udlandet fx i Rom og Bukarest..