Translokation 2025
27.06.2025
Fredag d. 27. juni var Torvet på Espergærde Gymnasium og HF fyldt til bristepunktet. Her blev studenterårgang 2025 fejret. De sad flot på rad og række og omgivet af venner og familie. Her kunne de overvære fællessang, overrækkelse af eksamensbeviser og taler af rektor Henrik. B. Bæch og elevrådsforperson Sarah Carlsen.
Under translokationen dimitterede 340 stx-elever og 42 hf-elever. Nu venter der de unge mennesker en tid med fester, men også overvejelser om videre uddannelse eller arbejde.
I sin tale til studenterne lagde rektor Henrik B. Bæch især vægt på den stigende kompleksitet i vores samfund. Han understregede, at de unge lever i en langt mere kompliceret verden. Mere kompliceret end da han selv blev student, mere kompliceret end da deres forældre blev studenter, ja selv mere kompliceret end for bare nogle år siden da deres store søskende blev studenter.
Henrik B. Bæch pegede på en verden, hvor klima, krig og kriser er blevet baggrundsstøj, der ikke rigtig går væk. ”I lever på en planet, der sveder, med havmiljøer, der gisper, og indlandsis, der smelter. I ser krige bryde ud - i Ukraine, Gaza, og senest mellem Iran, Israel og USA”, lød det fra Henrik B. Bæch.
Rektor Henrik B. Bæch appellerede dog til håbet og henviste til den danske filosof Søren Kierkegaard, der påpeger, at håbet netop ikke er en følelsesmæssig tilstand, men derimod et nødvendigt eksistentielt valg. Ifølge Kierkegaard er vi stillet over for valget mellem håb og fortvivlelse, pointerede Henrik B. Bæch.
Fra talerstolen gjorde elevrådsforperson Sarah Carlsen desuden opmærksom på, at de seneste år har været gode, men også til tider hårde, med alle lektierne og afleveringsfrister, men også med de gode venner og festerne.
Der blev også overrakt rigtig mange eksamensbeviser og legater under translokationen. Og traditionen tro sang alle skolens lærere Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”, der blev modtager med et kæmpe bifald fra Torvets mange tilhørere.
Efter translokationen bevægede alle sig ud på skolens parkeringsområde. Her steg studenterne på de mange studentervogne, der var pyntet til lejligheden.
Klokken 12.00 kørte de afsted. Flere elever skulle løbe efter vognene, da de havde fået 12 i deres afsluttende eksamen. Nu venter der de unge mennesker en kompleks verden, men inden skal de også bare nyde at være færdige.