Politik på skemaet
09.11.2022
Fra d. 9.-12. november genlød gangene på Espergærde Gymnasium og HF af tysk, italiensk, estisk og flere andre sprog, da mere end 200 gymnasieelever fra hele Europa var samlet til årets EGMUN-konference. Konferencens åbning blev markeret ved en ceremoni med taler af rektor, Henrik B. Bæch, Christian Friis Bach, tidligere undergeneralsekretær i FN og Soma Mayel, radikalt byrådsmedlem i Fredensborg Kommune. I år var verdens håndtering af corona-pandemien overskrift for EGMUN, og blandt deltagerne var Xenia fra 3.k. Hun har bl.a. debatteret kvinders vilkår i relation til pandemien:
”Pandemien har jo berørt os alle sammen helt vildt. Og den har også haft store konsekvenser for kvinders livsvilkår og rettigheder, særligt i udviklingslandene. Der har f.eks. været en stor stigning i uplanlagte graviditeter og kønsbaseret vold i hjemmene under nedlukningerne,” fortæller hun.
Men det er ikke kun aktuelle problemstillinger, som deltagerne bliver klogere på i løbet af konferencen. De får også et indblik i det diplomatiske arbejde, som foregår i FN:
”Det kan være meget udfordrende at debattere diplomatisk. I MUN må man f.eks. ikke sige ’jeg’ eller ’vi’. Det er et helt anderledes forum at debattere i, fordi du skal tale på en helt speciel måde,” forklarer Xenia.
Det store og formelle forum kan også være vanskeligt, når der skal findes løsninger og træffes beslutninger. Til gengæld giver det mulighed for, at alle kan blive hørt og give deres besyv med:
”Jeg ved ikke, om vi har fundet løsninger, men det har været meget fedt at få et overblik over de forskellige landes holdninger. Der er mange nationer, som vi ikke hører om i medierne, og det er meget interessant at få et indblik i deres synspunkter.”