Nyt musikhus

08.10.2025

Fredag d. 26. september blev skolens nye musikhus indviet. Musikhuset er en lille selvstændig bygning, der skal fungere som både minimusikhus med små hyggekoncerter på den tilhørende terrasse, men også som øvelokale for EG's mange bands. Derudover kan musikhuset også anvendes til små teaterforestillinger.

Musikhuset er placeret klos op ad gymnasiet og i flot natur. Arealerne omkring musikhuset kan således fungere som tilskuerpladser, når der er hyggekoncert eller forestilling. Når ikke der er koncert eller forestilling, kan alle EG's elever anvende det lydtætte musikhuset som øvelokale 24 timer i døgnet. Eleverne har adgang til musikhuset alle døgnets timer via en chip.

Rektor Henrik Bæch håber på, at musikhuset kan bidrage positivt til det i forvejen rige kunst- og kulturliv på EG: "Vi har længe savnet gode øvefaciliteter til vores musikinteresserede elever, og med musikhuset får vi altså både en ny miniscene til vores kunst- og kulturliv samt mulighed for at lade eleverne selv øve døgnet rundt."

EG's bestyrelsesformand Borgmester i Fredensborg Kommune Thomas Lykke Petersen er også godt tilfreds med det nye musikhus: "I bestyrelsen har vi stort fokus på elevernes mulighed for at skabe gode fællesskaber. EG's nye musikhus og dets omgivelser er en ny og meget fleksibel mulighed for elevfællesskaber. De kan stort set når som helst optræde med og for hinanden med musik eller små forestillinger. Vi håber dette nye uderum kan være med til at styrke fællesskaberne på EG”.

Tilbage