Registrering på intranettet

Skolens intranet er stedet, hvor eleverne får information om aktiviteterne på EG. Lærerne og kontoret kommunikerer med eleverne via skolemailen og de virtuelle rum, som er oprettet til undervisningsholdene.

Kom på intranettet

Som ny elev skal du:
1. Oprette en personlig adgangskode (kan du ikke huske dit brugernavn, så log ind med Nem-ID).
2. Uploade dit eksamensbevis samt et vellignende portræt og oplyse dit mobilnummer på intranettet.
3. Tjekke at du har adgang til din skolemail.
4. Installere den nyeste version af MS Office (Word, PowerPoint mm.)
5. Forbered din computer, mobil, tablet og så videre til EGs trådløse netværk

NB: EG's trådløse netværk skal du sætte op hjemmefra ved at klikke her.

Oprettelse af personlig adgangskode

Der må ikke være andre end dig, der kan logge ind i dit navn, så du skal sikre dig, at ingen andre kender din adgangskode. Via dette link kan du skifte din UniLogin-kode.

Nulstillingskoden er den adgangskode, du fik udleveret i folkeskolen, og den skal kun bruges, når du opretter din adgangskode. Den er også anført i den velkomstmail, du fik i din e-boks før sommerferien.

Husk!
- Vælg en kode, du kan huske, og som er nem at taste.
- Vælg en kode, ingen andre kender. Koden giver adgang til følsomme oplysninger.
- "æ", "ø" og "å" må ikke optræde i koden.
- Bland gerne store og små bogstaver samt tal.

NB: Der kan gå op til en halv time, før vores servere modtager den ny kode, så vær ikke for utålmodig med næste skridt.

Upload foto og registrer dit telefonnummer

Klik på login-linket på hjemmesidens forside og tast dit UniLogin samt din personlige adgangskode.

Efter login bliver du bedt om at uploade et portrætbillede.

Retningslinjer for dit portræt:
- Sørg for ikke at stikke hovedet uden for billedet.
- Tag ikke for meget af omgivelserne med.
- Undgå familiebilleder, selfies, gamle klasse- og konfirmationsbilleder osv.
- Få eventuelt en ven til at tage en serie billeder og vælg det bedste.

Når du har uploadet billedet, indtaster du dit mobilnummer i feltet nedenunder

Bagefter kan du orientere dig i de mange punkter i menuen. Bliv ikke forskrækket, hvis intranettet virker omfattende – du vil blive introduceret til det efter skolestart.

Tjek din mail

På intranettet vil du i menuen til venstre finde et link til "Webmail". Det fører dig til vores Office 365 startside, hvor mail-knappen med konvolutten bringer dig videre til den mailboks, der er knyttet til din skolemail.

Det er en god idé at registrere en alternativ mailadresse på hjemmesiden under "Mine data", som kan benyttes, hvis du glemmer din adgangskode.

I det daglige vil skolemailen typisk blive brugt, når du skal have information fra kontoret og dine lærere om fx morgensamlinger, flytning af morgentimer, hjemkaldelser af bøger mm. Det er derfor vigtigt, at du tjekker mailen jævnligt.

Tip!
Din skolemail giver dig licens til at installere Microsoft Office 365 på fem enheder. Under "IT/AV" i intranettets menu finder du punktet "Download". Her ligger bl.a. en vejledning i at installere Office på PC/Mac.

Trådløst netværk

For at komme på EG's netværk, skal du installere Eduroam hjemmefra - det gør du ved at klikke her.