Eg%20radio retouched
Img 7087 1000
Img 9784 1000

Optagelse

Hvert år tager vi imod knap 400 nye elever på EG fordelt på gymnasiet og HF. Vil du være en af dem i 2018? På denne side kan du læse om optagelsen herunder om krav, prøver mm. Og du kan få et overblik over de valg, du skal træffe i forbindelse med din ansøgning.

For at blive elev på Espergærde Gymnasium og HF skal du aflægge folkeskolens afgangsprøver og desuden erklæres uddannelsesparat af UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning). Hvis du kommer fra en skole, hvor det ikke er muligt at aflægge folkeskolens afgangsprøver, skal du til en optagelsesprøve. Det er en mundtlig prøve i 4 fag: dansk, engelsk, matematik og enten fysik-kemi eller et fortsættersprog. Får du at vide, at du ikke er uddannelsesparat, kan du anke afgørelsen og få en ny vurdering i form af en mundtlig prøve på gymnasiet i 3 fag: dansk, engelsk og matematik.

Ansøgningsfristen for optagelse er 1. marts. Du modtager en kvittering for ansøgningen en uge senere. Fornyet uddannelsesparathedsvurdering og optagelsesprøver finder sted i marts/april. Det endelige svar om optagelse afsendes i maj.

I forbindelse med din ansøgning om optagelse på STX eller HF, skal du vælge:

STX:
- et kunstnerisk fag på C-niveau (billedkunst, design og arkitektur, drama, mediefag eller musik)
- et andet fremmedsprog – enten et fortsættersprog (tysk eller fransk) eller et begyndersprog (spansk, italiensk eller kinesisk)

HF:
- et praktisk fag på C-niveau (mediefag eller idræt)

Helsingør Eliteidræts Akademi

Er du talentfuld idrætsudøver, og ønsker du at kombinere dine sportslige målsætninger med en skolegang på EG, så kan du søge om optagelse på Helsingør Eliteidræts Akademi (HEA). HEA optager udøvere af alle idrætsgrene og tilbyder træning i et miljø med andre talentfulde idrætsudøvere. Når du er HEA-elev går du i klasse med andre optagne på akademiet, og skolen tager hensyn til din sport. Du har skemalagt fri til at træne tirsdag og fredag morgen, får lovligt fravær ved deltagelse i idrætsaktiviteter og har en uddannelsesmentor tilknyttet, som sammen med HEA støtter dig i hverdagen. Vælger du at blive HEA-elev skal du følge studieretningen med samfundsfag-A og engelsk-A.

Du kan hente et ansøgningsskema på HEA’s hjemmeside www.helsingortalentogelite.dk. Ansøgningsfristen til er 1.marts. For yderligere oplysninger kontakt Anja Heiner-Møller fra HEA på e-mail: ahm01@helsingor.dk eller telefon: 41869647.