EN3A8661

Historiekonkurrencen

Man siger, at vinderne skriver historien. På EG har du mulighed for at skrive historie om lige det, der interesserer dig allermest, samtidig med at du møder andre unge på tværs af klasser og landegrænser. Skolen deltager nemlig i Historiekonkurrencen, som er en årligt tilbagevendende begivenhed for unge i hele Europa.

Konkurrencen udskrives af Historielærerforeningen i samarbejde med den europæiske historikersammenslutning, Eustory, og stiller hvert år skarpt på et tema som Min by, Over grænsen og Kriser. Der er god plads til fortolkning, og for at deltage i konkurrencen skal du eller din gruppe undersøge en problemstilling indenfor temaet og formidle det i et produkt, fx en video, podcast, app eller noget helt fjerde - kun fantasien sætter grænser. I 2021 vandt Nynne Husby Scheuer og Julius Østerbye fra EG andenpræmien med deres video: "Coronakrisen – at lære af fortiden for at kunne håndtere fremtiden.”

Forløb

Deltagerne mødes ca. fem gange med en af EG´s historielærere – enten i et frikvarter eller efter den almindelige undervisning. På møderne får I feedback, så I kan arbejde videre og kvalificere jeres produkt. Produktet afleveres til en uafhængig jury i februar, og de bedste bud præmieres med 3.000, 5.000 og 10.000 kroner til en prisoverrækkelse i Øksnehallen i København. Udover en pengepræmie får du eller din gruppe også mulighed for at deltage i en international workshop et sted i Europa.

Se mere om konkurrencen her og læs om temaet for 2022, "En ny begyndelse".