Aktiviteter

Vil du være en dygtig taler er der kun én vej - op på talerstolen. Derfor deltager EG Debate jævnligt i konkurrencer mod andre gymnasier. Det kan du bl.a. læse om herunder.

Debatkonkurrence på EG

For fjerde år i træk dannede EG i april rammerne om en debatkonkurrence på engelsk for københavnske og nordsjællandske gymnasier. Her dystede hold á 3 personer fra 6 gymnasier i kontroversielle debatemner som legalisering af cannabis, fedtafgiften og væbnede lærere. Hele dagen summede skolen af debatlyst, hvisken om vinderstrategier, hyggelig snak over kaffen og glæden over at få lov at lege og kloge sig samtidig.

Hvert hold blev bedømt af et dommerpanel, der bestod af elever og lærere. I år vandt EG den eftertragtede vandrepokal tilbage fra Gefion Gymnasium, som vandt konkurrencen i 2017.

The English Speaking Union

Hvert år afholder vi en intern talekonkurrence på EG, hvor to elever går videre til The English Speaking Union's Public-Speaking Competition på Ordrup Gymnasium. Her skal deltagerne tale i 5 minutter ud fra et fastlagt emne, hvorefter publikum stiller spørgsmål efterfølgende, som man skal svare beredvilligt og fyldestgørende på. Deltagerne bliver bedømt på sproglige evner, brug af retorik, stil og ikke mindst hvordan de sælger budskabet.

I år gik Ida Mørch Hansen og Andreas Løvengreen videre til semifinalen, og Andreas gik hele vejen til finalen, hvor præmien er en billet til den store international konkurrence i London.

Ekskursioner og besøg

I EG Debate tager vi også ud af huset for at lære af professionelle debattører og kommunikatører - vi har bl.a. besøgt en pressesekretær på Christiansborg og planlægger en ekskursion til retorikstudiet på KU. Klubben får også besøg udefra. Bl.a. har debatcoach Charlotte Ib, retoriker Sune Brejnbjerg og en række studerende fra retorikstudiet på KU delt deres erfaringer med os.