Kunstnerisk brobygning

05.10.2018

Den første uge i oktober mødtes omkring 25 elever fra EG og Røde Kors' Afrejsecenter Sjælsmark på Louisiana til en workshop inspireret af museets udstilling Månen - fra den indre verden til det ydre rum. Workshoppen var ledet af den spansk-engelske installationskunstner Albert Potrony.

Det var tolvte år i træk, at Louisiana dannede rammerne om projektet, der bærer overskriften ’Med kunsten som rejsekammerat’. Projektet har til formål at skabe gode oplevelser for flygtningebørn og -unge, blandt andet ved at bygge bro til danske gymnasieelever via kreative workshops. I løbet af workshoppen skulle eleverne bl.a. genopføre Månens skabelse i en koreografi med elastiske net som rekvisitter og Debussy’s ’Claire de Lune’ som lydtæppe. Genopførslen var en ud af mange øvelser på workshoppen, der løb over tre dage, hvor eleverne også skulle skabe bl.a. månelandskaber af materialer som ler, bølgepap og køkkenrulle, lave små film og bygge deres egne månebaser. Workshoppen kulminerede fredag d. 5. oktober med en udstilling og workshop, der var åben for alle Louisianas gæster.

Tilbage