Studieretninger%20 %20lille
S.%2014 1000
Img 4880

En toårig vej til
studenterhuen

Velkommen til HF på EG. På HF lægger vi vægt på projektarbejde og praktikophold, og på at undervisningen er praksisorienteret - fag og viden skal kunne bruges til noget. Og så tager vi udgangspunkt i den enkelte elevs faglige niveau og har fokus på trivslen i klassen. Som elev på HF får du ikke årskarakterer, i stedet er der eksamen i alle fag, og efter to år har du en studenterhue, som giver adgang til videregående uddannelser.

Motivation er vigtigt

HF er en uddannelse, hvor du skal have lyst til at lære nyt inden for en række fag, du allerede kender fra folkeskolen, og hvor nye og tværfaglige fag kommer til. Du skal have mod på at læse og analysere faglige tekster og medier og lyst til at blive bedre til at skrive og samtale om stoffet. Målet er, at du får studiekompetence, sådan at du kan komme videre i uddannelsessystemet, og har lyst til det, fordi du ved, du kan. Din HF-eksamen giver adgang til korte og mellemlange uddannelser og, med nogle ekstra fag, også til ALLE lange videregående uddannelser.

På HF får du hjælp til skolearbejdet

Som en del af undervisningen er der indlagt studietid og skriveværksted. Formålet er at få undervisning og lektier til at hænge sammen i en proces, hvor du kan få hjælp og vejledning. Der er mødepligt hele skoledagen, men så er det meste skolearbejde også klaret, når du går hjem. Og skulle der mangle en smule, så er skolens studiecafé åben efter sidste undervisningsmodul. Du får også en tutor, dvs. en lærer du kan gå til, som taler med dig om dine mål for uddannelsen og støtter dig i at lykkes. Klassen har desuden en studievejleder, som du altid kan gå til med personlige problemer, og som griber fat i dig, hvis det halter. Målet er, at du efter to år står som en glad HF-student med den blå hue på.

Fokus på trivsel og fællesskab i klassen

På HF har vi et ekstra skarpt øje på klassens trivsel og læringsmiljø. Fra første skoledag arbejder vi målbevidst på at skabe et godt sammenhold i klassen, fordi vi ved, at trivsel og sammenhold er afgørende for læring. Det gør vi bl.a. ved at aftale makkerpar og tilrettelægge studiegrupper og ved at tage på en hyttetur i starten af skoleåret. To af dine lærere fungerer som klasseledere og sikrer bl.a., at elever og lærere får talt sammen om, hvordan klassen fungerer bedst muligt.

HF - en del af EG's ungdomskultur

På EG forventer vi at starte to HF-klasser i august 2018. De to klasser kommer til at arbejde sammen i flere fag, så alle HF-elever kommer til at kende hinanden. Samtidig bliver du en del af hele EG´s livlige og aktive ungdomsmiljø med talrige elevudvalg, sport, musikliv, caféaftener og skolefester – et studieliv vi skaber sammen med gymnasieeleverne. Vi lægger stor vægt på, at alle trives sammen uanset uddannelse og baggrund, og på at eleverne har indflydelse på skolen.

Nu også for elever direkte fra 9. klasse

De fleste HF-elever på EG kommer fra 10. klasse, en efterskole eller har været ude af skolesystemet et år eller flere. Som noget nyt kan man også søge ind på uddannelsen direkte efter 9. klasse og på den måde hurtigere få en eksamen, der giver adgang til videregående uddannelser. Det er en god mulighed for 9. klasseselever, der har en vis modenhed og som ikke ønsker så lang en ungdomsuddannelse som STX.

Er HF noget for dig? Vi byder hjertelig velkommen til alle, der har lyst til to år på EG med fokus på læring i et rummeligt fællesskab af unge.